2016 – Indtil vandet slipper op
Limenas’ skønne børn og unge inviterer for 26. gang publikum indenfor i en eventyrlig verden, hvor kun fantasien sætter grænser.
Årets forestilling finder sted i en verden, hvor skrammel, skrot og metal flyder, så langt øjet rækker. Alt, der engang har levet og groet, er fuldstændigt udtørret og svundet ind til ingenting – bortset fra to små plantekasser. Plantekasserne passes nænsomt af et folk, der dagligt kæmper en brav kamp for at bevare livet i de sidste spirende blade og blomster.
Men en tidlig morgen opdager de noget, der får alle til at stoppe op.
I nattens mulm og mørke har et nyt og ukendt folk slået sig ned i en afkrog af grunden, og de kræver nu både plads og næring. Men er der overhovedet plads at give af, og hvad vil der ske med plantekassernes liv nu, hvor næringen skal fordeles mellem endnu flere – vil alt liv så forsvinde?
Vi glæder os til endnu et forunderligt efterår.
Vi er Limenas – Limenas består!
Musikken kan købes i forskellige online musiktjenester som f.eks. iTunes.
Stemningsbilleder fra forberedelserne til: Indtil vandet slipper op
Billeder fra 2016 forestillingen – Indtil vandet slipper op